Vibeke Høggaard Sommer
Birthe Kiilerich
Tlf. 40476995

ØNSKES BESØG AF SOGNEPRÆSTEN:

Sognepræsten kan kontaktes hvis man ønsker besøg hjemme.

Pårørende, naboer eller venner, som er bekendte med, at en person ønsker besøg, er også altid velkomne til at henvende sig.

SOGNEPRÆSTEN HOLDER FRI:

Fast fridag: Mandag

 

DEN GODE HYRDE - KRIGERE UDEN VÅBEN

Prædiken til 2. søndag efter påske.

Maj måned venter forude; den grønne måned med konfirmationer, bryllupper,havefester, skoleafslutninger,

rejsegilder og meget andet.

Den 4. maj er dagen, hvor vi fejrer og mindes Danmarks befrielse i 1945. Nogle af os har fået begivenheden fortalt. Andre kender den fra serien »Matador«, som genudsendes her i maj måned.

Familien Varnæs er samlet i dagligstuen for at høre nyt fra London, som så mange andre familier gjorde

det. Pludselig, efter en længere pause i nyhedsoplæsningen, siger speakeren:

»I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland

og Danmark har overgivet sig«.

Ved slutningen af udsendelsen afspillede radioen de to nationalmelodier, først Kong Christian stod ved

højen mast og dernæst Der er et yndigt land.

Mange alvorlige og skæbnetunge begivenheder går dog forud for det glade befrielsesbudskab.

For nyligt mindedes vi dagen for Danmarks besættelse den 9. april 1940. Dagen, hvor mange offentlige

og private bygninger fremover vil flage på halv, for at vise, at begivenheden ikke er glemt.

Det har der ellers været en del debat om, da flagningen blev vedtaget. Er der ikke gået for lang tid? Betyder dagen egentlig noget særligt for os, som aldrig har oplevet krigen.

Mange mener dog, at det fortsat er vigtigt at mindes den 9. april og 2. Verdenskrigs betydning generelt.

Det er vigtigt i respekt for dem, som satte livet til på selve dagen og for de mange civile, som blev dræbt i årene derefter eller som døde af sygdom  efter forhør og fangenskab.

Film som »9. april«, »Hvidstengruppen « og »Flammen og citronen« viser med al tydelighed, hvor alvorlig

krigen var, både for almindelige mennesker og for Politiet og Forsvaret, men især for dem, som var gået

ind i modstandskampen med overhængende fare for at blive opdaget og henrettet.

I 2012 udkom bogen »De sidste timer« med en samling af tidlige ud - givne afskedsbreve fra danske

frihedskæmpere, som blev dømt til døden af tyskere i årene 1943-45. I bogen findes tre afskedsbreve af den 23-årige Christian Ulrik Hansen. Et til vennerne, et til kæresten og et til familien.

Den unge studerende var aktiv i sabotagen i Jylland og var blevet arresteret der og siden dødsdømt.

Hans breve er som de øvrige breve gribende læsning, skrevet bare få timer før deres henrettelse, oftest i Ryvangen ved København.

»Når man som jeg er ung og elsker livet, er det tungt at sige farvel«, skriver Christian Ulrik Hansen.

»Tungt at sige farvel til den pige, man holder af, de kære derhjemme og vennerne. Det er tungt, men det

er langtfra meningsløst. For at et folk skal kunne leve, må nødvendigvis nogen kunne dø.

Derfor, hvis I en dag skulle få at vide, at man har skudt mig, så lov mig ikke at blive bitre eller sørgende af den grund. Vi er alle endnu soldater ved fronten – vi har alle valgt at kæmpe her med livet som indsats, for det ved vi er frihed, sandhed og ret«.

Hele påskens drama – svigt, tro, tvivl, lidelse, død og opstandelse – udspiller sig i hans og de dødsdømte

frihedskæmperes sidste timer. Nogle er blevet forrådt af dem, de troede var deres venner, og sidder nu alene, grebet af dyb ensomhed inden henrettelsen.

Enkelte udtrykker et voldsomt had til nazisterne. Andre er i ro og skriver, at de tilgiver deres bødler

og fremstår stærke uden at være hævngerrige.

Brevene afspejler en bemærkelses - værdig ro og tillid til, at Gud vil være hos dem hele vejen, også hos familien i tiden bagefter. Nogle har overvundet tvivlen og er kommet til tro, mens de venter på at blive henrettet.

Som regel havde modstandsfolk gemt skydevåben på sig til at kunne forsvare sig med. En ung forfatter

Morten Nielsen skrev digte og brugte ord som forsvar mod fjenden.

»Krigere uden våben«, hed digtsamlingen, han udgav i 1943. I et af digtene »Jeg ser nu i nat« skriver

han de ofte citerede ord: »Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø, du er endnu for ringe til at dø«.

Med ordene siger Morten Nielsen, at han forventede meget at sig selv, mere end han kunne leve op

til. Men han nåede at sætte sine frø, inden han gik ind i modstandskampen og døde som 22-årig, sandsynligvis efter en vådeskudsulykke.

Kriger uden våben, det kunne man godt kalde Jesus. Allerhøjst ser vi ham som en hyrde med stav og

stok. Et udsat menneske i en farlig position, og samtidig urørlig. En stav til at støtte sig til og en stok

til at jage rovdyrene væk med. Modsat en daglejer, som er ligeglad med fårene, vil Jesus gøre alt, endda sætte livet på spil for at beskytte fårene og redde dem fra ulvens angreb.

Fjenderne eller rovdyrene i overført betydning er farisæerne, de skriftkloge, som kun lurer på en lejlighed

til at sigte Jesus for gudsbespottelse og få ham henrettet derfor.

»Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg

kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold:

også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.«

Sådan siger Jesus i evangelieteksten til denne søndag. Og dermed får vi Guds eget ord for, at han er

vores hyrde, og at han vil sørge for, gå fortabt, men have evigt liv.

Ikke i kraft af det, vi selv har gjort eller gør, eller hvad vi eventuelt har forsøgt at gøre. Men i kraft af, at

Herren er vores hyrde. En hyrde, der sætter sit liv til for fårene, fordi ikke ét eneste af dem skal gå fortabt.

Selv de får, som ikke hører til hjorden, vil hyrden lede, så de føres ind i flokken og blive til en hjord. I sin

pinseprædiken henvender apostlen Peter sig netop til hele Israels hus, disse vildfarne får, som har korsfæstet Jesus.

Fårene bliver fundet, eller også finder og genkender de sig selv i den prædiken Peter har holdt. I

hvert fald viser de deres vilje til at slutte sig til de kristne, så de modtager syndernes forladelse og Helligåndens gave til dem og »alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på«. Resultatet var,

at mange blev døbt, og at hjorden blev stadig større.

Ved Guds ord skaber vi i kirken stadig den dag i dag en ubrydelig forbindelse mellem Gud og mennesker.

Det gør vi ved at døbe små børn, som intet kan og intet ved.

Det gør vi, for at de skal have med i livet, at Herren er deres hyrde, og at de derfor aldrig nogensinde vil

komme til at mangle noget i at være menneske.

Og for at mennesker nu ikke skal glemme det, så gør han, hvad enhver god hyrde gør: Han kalder på mennesker, så de kan høre hans røst. Og de kender han på stemmen, på røsten. Og de kan godt lide at høre ham kalde.

Jo, det kan være dejligt at blive kaldt på. Af mennesker, man holder af, af mennesker, der har noget godt

at give. Men af og til kan det også være ret så irriterende. Man var måske lige i gang med et eller andet

spændende. Eller man havde det måske endda som Adam i Paradisets have, der havde gemt sig for

Gud, fordi han skammede sig over det, han havde gjort.

»Adam, hvor er du?« kaldte Gud. Og Adam kom frem af mørket og fik sin dom: »I dit ansigts sved skal

du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal

du blive«.

Og således blev menneskers liv dømt til at være en håbløs og meningsløs vandring mod undergang

og død. Indtil Gud forbarmede sig og besluttede at komme til verden i skikkelse af en god hyrde, der

aldrig bliver træt af igen og igen at kalde sine får til sig og sikre sig, at ikke ét eneste af dem går fortabt.

Jesus dør på korset langfredag, men påskens forkyndelse er, at døden ikke er afslutningen på alt,

men derimod begyndelsen på noget nyt.

Hans død bliver hans opstandelse og dødens overvindelse. Med den kan vi alle leve et liv i frihed. Frihed

fra troen på ingenting. Frihed fra troen på guder, vi skal underkaste os, frihed til et liv i troskab mod de

mennesker, vi omgiver os med, og det liv, vi har fået, og den tilværelse, der er vores.

Del dette: